Fonden for Håndværkskollegier etablerer tre nye håndværkskollegier i Danmark. Kollegierne er et nyt og banebrydende tilbud til unge lærlinge med store faglige og personlige ambitioner. Kollegierne vil give lærlinge enestående bo- og arbejdsfællesskaber med adgang til værkstedsfaciliteter af højeste standard. Interesse for kvalitetshåndværk og tydelige mål for de unges personlige dannelse og faglige udvikling er de værdimæssige grundpiller.
Der søges en kollegiedirektør, der i tæt samspil med forstanderne for de tre kollegier kan sikre, at de høje ambitioner for kollegierne indfries.
Ledelsesopgaven
Fonden for Håndværkskollegier er ved at etablere håndværkskollegier i Horsens, Herning og Roskilde. Kollegiet i Horsens vil stå færdigt i 2023, mens de to øvrige forventes taget i brug i henholdsvis 2025 og 2027. Hvert kollegium ledes af en forstander.
Håndværkskollegierne bliver unikke byggerier, der repræsenterer dansk arkitektur og håndværk på højeste niveau. Kollegierne skal være inspirerende og levende, og det er et mål, at kollegierne bliver særlige aktiver i allerede eksisterende uddannelsesmiljøer i de tre byer.
Kollegierne skal med gode og spændende faciliteter fremstå som sunde og trygge steder at bo og udgøre et udviklingsorienteret miljø, der understøtter beboernes faglige- og menneskelige dannelse.
Kollegiedirektøren skal sikre, at der løbende sker en samordnet, målrettet og koordineret udvikling af de tre kollegier. Der skal tænkes på tværs i opbygningen og konsolideringen, så håndværkskollegierne etablerer sig som et fælles ”brand”, og hvor forskelligheder og egne identiteter i de lokale uddannelsesmiljøer reflekteres.
Som leder skal kollegiedirektøren være en tillidsskabende sparringspartner, der udøver opgaverne i respekt for de tre forstanderes ansvar og kompetence.
I et lidt længere perspektiv bliver det en vigtig opgave at gennemføre evalueringer og herfra udlede nye prioriteringer og perspektiver for kollegiernes fremadrettede virke.
Det er ligeledes en væsentlig opgave at sikre, at fondens kollegier fremstår afstemt og koordineret i formidling, dialog og kommunikation. Interessen for kollegierne er stor og mangfoldig, hvorfor denne interesse skal håndteres professionelt.
Kollegiedirektøren skal varetage rollen som overordnet driftsansvarlig for kollegierne i takt med, at de bliver færdige til ibrugtagning, ligesom den pågældende vil få væsentlige opgaver i forbindelse med etableringen af kollegiet i Roskilde.
Kompetencer
Du skal brænde for at øge tilgangen til og respekten for håndværksfagene og at understøtte den faglige og personlige udvikling af de unge lærlinge.
Du skal med høj integritet indgå i konstruktive og professionelle samspil med fondens bestyrelse og samarbejdspartnere.
I ledelsesfunktionen skal du være uddelegerende, uformel og præget af engagement og en tilgang, der motiverer andre, herunder formå at etablere et værdiskabende samspil med forstanderne.
Du skal have erfaring med udarbejdelse af udviklingsstrategier, implementering og opfølgning i organisationer, hvor innovative tilgange og høje faglige ambitioner har været i centrum.
Det forventes, at du har dokumenterede kompetencer i forhold til tilrettelæggelse af effektive administrative processer, budgetlægning, regnskabsaflæggelse og økonomistyring.
Interessentvaretagelse og kommunikation om fondens virke udgør højt prioriterede opgaver. Det er derfor vigtigt, at du har erfaring med varetagelse af sådanne funktioner. Du skal være udadvendt, opsøgende, have stærke relationelle kompetencer og fremstå med naturlig autoritet, modenhed og overblik samt være i stand til at kommunikere klart og præcist.
Du forventes at have erfaring med ledelse af ledere og fra/med uddannelse og undervisning – f.eks. fra en erhvervsskole, en anden relevant uddannelsesinstitution, en interesseorganisation, centraladministrationen eller private virksomheder med reference til uddannelses- og undervisningsområdet.
Vilkår
Tiltrædelse 1. august 2023 eller efter aftale. Der tilbydes gode ansættelsesvilkår.
Kollegiedirektøren refererer til direktøren for Fonden for Håndværkskollegier.
Andet
Læs mere og søg stillingen på www.muusmann.com. Her kan stillings- og personprofilen ses.
Ansøgningsfrist: fredag den 3. marts 2023, kl. 23.59.
Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger.
Kontakt gerne direktør Kristian May, Fonden for Håndværkskollegier, tlf. 50 60 54 38, eller Lars Muusmann, MUUSMANN, tlf. 40 76 72 27