Skip to content

Rejsegilde for Håndværkskollegiet i Horsens

rejsegilde_horsens-1-16-9px
Fredag d. 7. oktober fejrede Håndværkskollegiet i Horsens rejsegilde. Byggeriet, der skal huse unge håndværksstuderende, er en tour de force i godt håndværk, der skal inspirere til en fremtid i byggeriet. (Pressemeddelelse bragt i samarbejde med Nordstern)

På Håndværkskollegiets byggeplads flages der i dag for håndværkerne, der med fagligheden i højsædet har arbejdet på kollegiet, der skal give Horsens’ fremtidige erhvervsskoleelever både faglig stolthed og et sted at bo, mens de er under uddannelse.

Bygherre er Fonden for Håndværkskollegier, der i samarbejde med Nordstern, tidligere CASA, som totalentreprenør har været i gang med byggeriet siden 2021. Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur står bag det særlige byggeri, der skal certificeres til DGNB-guld.

For direktør for Fonden for Håndværkskollegier, Kristian May, er rejsegildet en realisering af fondens vision:

”Håndværkskollegiet bygges af håndværkere til håndværkere. Vi er glade for og stolte over, at vores vision om gode rammer for unge håndværkerlærlinges liv og personlige og faglige udvikling nu står som en realitet i form af det unikke byggeri, der er under opførelse af mange gode og engagerede kræfter,” siger han.

Kollegiet opføres på en noget nær optimal placering for de studerende på et tidligere DSB-areal, kun 3 minutters gang fra Horsens station og med Horsens’ store campusgrund som genbo.

På det 15.000m2 store byggeareal bliver der plads til 84 fremtidige håndværkere, fordelt på 72 kollegielejligheder, med fagligt inspirerende værkstedsfaciliteter og fællesarealer, der afspejler de stolte håndværkstraditioner. Byggeriet skal vise særlige løsninger og murværk med eget forbandt til hver bygning, samt en karakteristisk trægitterkonstruktion under taget, der giver et luftigt udtryk til hovedbygningen og forbinder udtrykket ude og inde.

Galleri: Se flere billeder fra rejsegildet

En hyldest til håndværkstraditionen med øjne på fremtiden

Tømrermester Martin Hansen er en af de håndværkere, der har sat sit præg på kollegiet. For ham har det været en helt særlig oplevelse at være en del af Håndværkskollegiets tilblivelse:

”Det er et meget unikt og komplekst byggeri, og derfor har det været vigtigt at alle har en stemme, så vi sikrer høj kvalitet hele vejen igennem. På håndværkskollegiet er det ligegyldigt, om du er lærling eller direktør. Alle bliver hørt og behandlet ens, og det gør det til et fedt sted at arbejde,” siger Martin Hansen.

På Horsens Rådhus er borgmester Peter Sørensen glad for, at byggeriet nu står så klar, at de studerende fra bl.a. Learnmark og Via University College har været forbi og snuse rundt på byggepladsen og se de særlige teknikker, der er blevet brugt i byggeriet.

”Det er ganske enkelt fantastisk, af vi får et håndværkskollegie af et sådant format og en sådan kvalitet her midt i Horsens. Som alle kan se her ved rejsegildet, er der tale om et helt unikt byggeri, som på alle måder understøtter vores målsætning om, at endnu flere af vores unge vælger en erhvervsuddannelse. Jeg er ikke i tvivl om, at dette kollegium vil styrke respekten om håndværksfagene, og forhåbentlig vil det også give flere unge lyst til at blive håndværker,” siger borgmesteren.

For Ib Høgsberg fra Nordstern, der er projektdirektør på Håndværkskollegiet, er samarbejdet mellem alle byggeriets parter i sandhed en stor fejring værd.

”Vi oplever, at alle er engagerede i Håndværkskollegiet. Bygherre deltager i møder med fagentreprenørerne. Naboerne fra håndværkskuddannelserne kigger forbi. Og håndværkerne lægger virkelig deres faglighed i projektet. Alle er ambitiøse på projektets vegne og vil have den bedste løsning. Det giver et helt unikt byggeri, og jeg er glad for at kunne fejre vores dygtige håndværkere, kolleger og samarbejdspartnere i dag,” siger han.

Byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2023. 

Fakta om håndværkskollegiet

Bygherre: Fonden for Håndværkskollegier
Arkitekt: Cubo Arkitekter og Danø Arkitektur
Landskabsarkitekt: Schønherr
Ingeniørrådgiver: Tri-Consult A/S
Totalentreprenør: Nordstern, tidligere CASA
Byggeriet består af: 72 kollegieboliger på et areal af 7.000 m2, værkstedsfaciliteter og fællesarealer samlet set fordelt på 15.000 m2.
Samlet anlægssum: ca. 300 mio. kr.
Byggeperiode: august 2021 til oktober 2023

Om Nordstern

Nordstern er en af Danmarks førende ejendomsudviklere og totalentreprenører, ejet af ActivumSG og skabt ved sammenlægningen af CASA og KPC – to selvstændigt stærke aktører i dansk byggeri. Med en historie der strækker sig tilbage til 1979, er Nordstern i dag en landsdækkende koncern med kontorer i Aarhus, Herning, Horsens og København. Som en af de største udviklings- og byggevirksomheder i Danmark har Nordstern en omsætning på mere end fem mia. kr. med en EBIT på over 600 mio.

Nordsterns mere end 500 medarbejdere arbejder hver dag dedikeret for at udvikle den virksomhed, de selv er medejere af. Med en målsætning om at bæredygtighedscertificere alt nyt bolig- og kontorbyggeri i 2023, sætter Nordstern nye standarder indenfor bæredygtigt erhvervs- og boligbyggeri i Danmark. 

 

Appointment Form