Skip to content

Om kollegierne

Håndværkskollegiet i Horsens

Håndværkskollegiet i Horsens åbnede dørene for de første beboere i marts 2024. Med håndværk i topkvalitet og lækre materialer skal kollegiet give nuværende og kommende håndværkerlærlinge rammer til at bevare og udvikle den stolte danske håndværkstradition.

Håndværkskollegiet i Horsens er det første af tre håndværkskollegier, som er opført af Fonden for Håndværkskollegier og finansieret af BRFfonden.

Kollegiet ligger på Banegårdsgade 6 i Godsbanekvarteret i det centrale Horsens; altså arealerne omkring baneterrænet mellem Vestergade i nord og Bygholm Parkvej i syd. Det er DSB Ejendomme, der har stået for helhedsplanen for det gamle godsbaneareal, og det nye område skal ifølge planen være hjem for 1.500 mennesker og bl.a. huse flere uddannelsesinstitutioner i Horsens Campus og forskellige kulturtilbud; sidstnævnte især centreret omkring kulturhuset Platform K.

Det er her, midt i Horsens’ nye bydel, hvor kulturhistorie, industri og natur forenes, at fremtidens håndværkere kan komme til at bo. Der er plads til 84 beboere, og foruden boliger rummer kollegiet fire fælles værksteder, fællesarealer som beboerne kan hygge sig på og faglige vejledere, som de kan få sparring og råd fra. 

Man må godt få associationer til en højskole. Det er nemlig faghøjskolerne, der har været inspirationen til håndværkskollegierne. Alt sammen for at understøtte den faglige kvalitet og stolte tradition, som fremtidens danske håndværkere bygger deres uddannelse på.

Håndværkskollegiet i Horsens er tegnet af CUBO/Danø Arkitekter. Kollegiet består af flere separate, kubeformede bygninger adskilt af haveområder og stier, og er opført i murværk og med en markant tagkonstruktion i tømmer. Værksteder og fællesarealer er placeret ud mod gaden, sådan at håndværkskollegiet – både bygningsmæssigt og gennem den aktivitet, der foregår der – fremstår som et levende katalog i gode håndværksmæssige, arkitektoniske og materialemæssige løsninger. Selve boligarealerne befinder sig længere inde i området og er adskilt fra den “åbne” del af kollegiet af et vandmiljø.

De første beboere er flyttet ind på kollegiet i marts 2024. Du kan læse mere om opførelsen af dette og de øvrige to håndværkskollegier her.

Du kan også besøge kollegiets egen hjemmeside her.

Ledelse

Håndværkskollegiet i Horsens ledes af en forstander og af kollegiedirektør Anne Sophie Madsen, der har det overordnede ansvar for driften og udviklingen af håndværkskollegierne.

Anne Sophie Madsen

Kollegiedirektør

Telefon: +45 2628 7393
E-mail: asm@ffhk.dk

Jens Peter Stou

Forstander

Telefon: +45 3068 2855
E-mail: jps@ffhk.dk

Appointment Form