Skip to content

Nu er opførelsen af Håndværkskollegiet i Herning i gang

1_spadestik-15
Første spadestik til Håndværkskollegiet i Herning er taget. Det blev markeret ved en begivenhed på byggepladsen i den nordlige del af Herning fredag d. 3. marts. Dermed er opførelsen af Danmarks næste håndværkskollegie skudt i gang

På en ca. 21.000 kvadratmeter stor grund på Svanekevej i Hernings nordlige bydel opføres Håndværkskollegiet i Herning. Kollegiet, der ventes at slå dørene op i 2025, kommer til at rumme i alt 70 boliger til håndværkerlærlinge. Den 3. marts 2023 blev byggeriet officielt sat i gang, da det første spadestik til kollegiet blev taget ved en begivenhed på byggepladsen.

Det er BRFfonden, der ud over byggeriet i Herning også finansierer to kollegier i henholdsvis Horsens, der forventes klar til indflytning i begyndelsen af 2024, og Musicon-bydelen i Roskilde, hvor der er igangsat en arkitektkonkurrence for byggeriet. Til at stå for opførelsen og sidenhen driften af kollegierne har BRFfonden stiftet Fonden for Håndværkskollegier, der er bygherre på projektet.

”Vi tror på, at gode og inspirerende boligmæssige rammer under uddannelsen er en væsentlig del af svaret på, hvordan vi får flere unge mennesker til at blive håndværkere i fremtiden. Derfor er det en stor dag for os, når vi nu kan påbegynde opførelsen af endnu et håndværkskollegie. Vi ønsker desuden, at kollegierne skal have hver deres arkitektoniske særpræg, som samtidig spiller positivt ind i deres lokalområder. Det mener vi i den grad også gør sig gældende for Håndværkskollegiet i Herning, og vi glæder os til at se det udfolde sig, i takt med at byggeriet skrider frem,” siger Kristian May, der er direktør for BRFfonden og Fonden for Håndværkskollegier.

Det er den internationalt anerkendte arkitektvirksomhed Dorte Mandrup, der har tegnet kollegiet, som opføres tæt ved Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier. På Herningsholm udbydes en række håndværksmæssige uddannelser til elever fra både Herning Kommune og resten af Midtjylland.

”Med opførelsen af Håndværkskollegiet sender vi et stærkt signal til unge med talent og interesse for håndværksfagene om, at vi vil dem, sætter pris på dem, og er parate til at skabe de rigtige rammer til dem, og ikke mindst til de mange lokale, driftige erhvervsvirksomheder her i Midtjylland, som i allerhøjeste grad har brug for dygtige, veluddannede og topmotiverede unge. Samtidig tror vi på, at kollegiet rent arkitektonisk kan blive et markant fyrtårn i hele det midtjyske område”, siger borgmester i Herning Kommune, Dorte West (V).

Det er ikke kun de rene arkitektoniske og håndværksmæssige ambitioner, der er skruet i vejret for kollegiet. Det er også ambitionen, at kollegiet skal DGNB Guld-certificeres med tillægget Diamant, hvilket er en anerkendelse af byggeriets bæredygtighed. Det stiller samtidig krav til materialer og løsninger undervejs i byggeriet.

”For os som totalentreprenør er det at arbejde med et byggeri, der er ambitiøst både rent håndværksmæssigt og på klimaets vegne, en fagligt tilfredsstillende og meningsgivende opgave. C.C. Contractor er medlem af Rådet for Bæredygtigt Byggeri, og vi arbejder med DGNB-modellen på en række byggerier allerede, og Håndværkskollegiet i Herning skriver sig ind i en række af ambitiøse projekter, som vi er stolte af at kunne gøre til virkelighed,” siger Claus Minds, der er projektchef i C.C. Contractor, som er valgt som totalentreprenør på byggeriet.

Håndværkskollegiet i Herning ventes at stå færdigt i maj 2025.

Fakta: Om Håndværkskollegiet i Herning

Bygherre: Fonden for Håndværkskollegier

Arkitekt: Dorte Mandrup

Ingeniørrådgiver: MOE A/S

Totalentreprenør: C.C. Contractor A/S

Byggeriet består af 70 kollegieboliger, en forstanderbolig, samt værkstedsfaciliteter og fællesarealer på et samlet areal på ca. 9.000 kvm, fordelt på ca. 21.000 kvm grund.

Byggeriet skal DGNB Guld-certificeres med tillægget Diamant.

Samlet anlægssum: ca. 350 mio. kr. ex moms

Byggeperiode: marts 2023 til maj 2025

Yderligere information

For yderligere kommentarer, kontakt venligst:

Kristian May, direktør i Fonden for Håndværkskollegier
Tlf.: 5060 5438
E-mail:
may@ffhk.dk

Dorte West, (V), borgmester, Herning Kommune

Tlf.: 4025 9666

Claus Minds, projektchef, C.C. Contractor
Tlf.: 96
27 2150
E-mail:
claus@cc-contractor.dk

Appointment Form