230 meter langt byggehegn fortæller historien om Håndværkskollegiet i Horsens
Når naboer og nysgerrige passerer byggepladsen ved Håndværkskollegiet i Horsens, kan de læse mere om visioner, materialer og løsninger på kollegiet, som står færdigt i efteråret 2023. Se flere billeder af byggehegnet længere nede i artiklen.

Byggehegnet ved Håndværkskollegiet i Horsens. Foto: Frame & Work
Ønsket om at gøre Håndværkskollegiet i Horsens til noget særligt begrænser sig ikke kun til selve byggeriet: Det ca. 230 meter lange hegn rundt om byggepladsen er også udformet som en samlet historiefortælling om det kommende kollegie.
Byggehegnet er udformet og opført i samarbejde med CASA, der er valgt til entreprenør på byggeriet, og indeholder en billedserie med de materialer og løsninger, der anvendes i håndværkskollegiet, og en række korte, faktuelle tekster, der fortæller om visionen og ambitionerne for kollegiet. Hegnet er desuden udstyret med QR-koder, der kan sende nysgerrige videre til videoer og andet indhold om kollegiet på Fonden for Håndværkskollegiers hjemmeside.
Midtpunktet i hegnet er en udsigtsplatform, der giver forbipasserende og andre nysgerrige et overblik over byggepladsen. Her vil der også være en mini-udstilling med douglasgran og genanvendte teglsten, de to gennemgående materialer i bygningen. Ambitionen er, at håndværkskollegiet skal integreres bedst muligt i lokalområdet og det tidligere godsbaneareal. Derfor er idéen bag hegnet også at skabe en høj grad af gennemsigtighed over for naboer og lokalmiljø omkring både byggeprocessen og det kommende kollegie, mens byggeriet står på.
Håndværkskollegiet i Horsens forventes at stå færdigt i slutningen af 2023.
Fakta: Om Håndværkskollegiet i Horsens
Byggeperiode: 2021-2023
Bygherre: Fonden for Håndværkskollegier
Sponsor: BRFfonden
Bygherrerådgiver: Bisgaard-Ejsing
Totalentreprenør: Nordstern
Arkitekter: CUBO og Danø Arkitektur
Landskabsarkitekt: Schønherr
Ingeniør: Tri-Consult